I en stuelejlighed i Gellerupparken samler man borgere med sindslidelser og misbrug op fra samfundets gulv. Her lærer de, hvordan man indgår i et lille fællesskab, så de senere kan begå sig i det store.

I hjertet af Gellerupparken ligger Jettesvej. Den består af fire skarpkantede boligblokke, der står i kø. De holdes sirligt adskilt af fabrikerede grønne arealer. Den kolde forårsvind river i kinderne, men det stålsatte landskab står stille. Jeg finder læ fra blæsten i blok 11, hvor døren til en af stuelejlighederne står på klem. På det blottede vægstykke står husreglerne indrammet:

’Trusler og vold accepteres ikke’, ’Ingen alkohol, hash eller stoffer på fællesarealerne’, ’Man rydder op efter sig selv.’

Det må være her. Jeg skubber forsigtigt døren op og træder ind i lejligheden. Her er lunt, og her dufter af pandestegte pølser.

For enden af entreen afbryder en mand sine bevægelser for at hilse på mig. Ærmerne er smurt op, så man kan se tatoveringerne. Teksten HUSK KARMA peger ned mod hans højre hånd, der resolut hilser på min. ”Det er mig der er Allan”, siger han.

Medmenneskelighed i højsædet

Allan Friis er uddannet socialpædagog og har været med siden tilbuddets start i 2004. Dengang var det et midlertidigt satspuljeprojekt, men succeshistorier fordrede kommunen til at holde liv i projektet. 20 år senere står det stadig. Fælleslejligheden på Jettesvej er i dag et samlingssted for 18-20 borgere med sindslidelser. Størstedelen er misbrugere. Udover fælleslejligheden er der fem øvrige lejligheder i Gellerupparken, som udlejes til dem, der er hårdest ramt.

De ansatte på Jettesvej er ikke uddannede psykiatere, og de udskriver ikke medicin. De bestræber sig efter at behandle de tilknyttede borgere med respekt og vedholdenhed. Deres mission er at plante en tro hos borgerne, om at de på Jettesvej bliver mødt af et personale, der vil dem.

”Vi putter dem ikke ned i kasser. Vi pakker dem op ad kassen og siger; værsgo, udvikl dig”, siger Allan Friis.

Men borgernes udvikling hviler ikke på relationen til de ansatte, men i højere grad på den, de opbygger til hinanden:

 ”Vi ved jo godt, at vi ikke er eksperter i deres liv. De er eksperter i deres eget liv. Så kan vi være med til at skubbe på til, at de hjælper hinanden, så synes vi, at vi er kommet ret langt.”

Fra psykotisk til selvstændig

Allan viser mig hen til dagligstuen, som lige så godt kunne huse hr og fru Danmark på den anden side af Ringvejen. De gamle landskabsmalerier på væggene, planterne til indeklimaet og lædermøbler i både brun og sort. Jeg sætter mig i den brune, og spørger om de har sort kaffe. De to borgere, der sidder tilbage, fordeler lynhurtigt roller. Kort efter har den ene hentet en kop, og den anden har hældt op. Borgeren, der hældte kaffen op, smiler insisterende til mig. Øjnene er spærret op, men gemmer sig. Han er den seneste tilføjelse til Jettesvejs fællesskabsfold.

Borgeren, der hentede koppen, er 50-årige Ali Ahmad. Han har været tilknyttet Jettesvej i mere end ti år, men i dag er han en helt anden, end han var dengang. Ali Ahmed lider af paranoid skizofreni. I sine tredivere vekslede han mellem en tilværelse i en rodet lejlighed, på gaden og på hospitalssenge på den lukkede afdeling.

”Da jeg var syg, vidste jeg ikke, hvor jeg var i verden, Afrika eller …  Jeg vidste ikke, om det var forår efterår, sommer, eller vinter? Hvilket år er det? 2007, 2008 eller 2009? – jeg var totalt i koma.”, beretter han gennem et gråsort fuldskæg og vågne øjne.

Da Ali Ahmed bliver samlet op af Jettesvej, tager han sit første bad i månedsvis. Han får mad i maven, som han ikke selv ville kunne lave. Det starter en langsom, men sikker udvikling. Den viser sig i relationen til personalet:

”I starten da jeg var meget syg, spurgte de: ’Hvordan har du det?’, ’har du spist?’ – næsten som et barn. I dag snakker vi almindeligt, som kammerater.”

I dag bor han i Tilst, hvor han laver sin egen mad og går i bad hver dag. Mere end nogen havde turde drømme om for ti år siden.

En tur i hjemmet

Ali Ahmeds telefon brummer, og kort efter er han gået. Allan tilbyder mig en rundvisning, som jeg takker ja til. I spisestuen er der dækket op til fællesspisning. De skal have hotdogs. Spisebordet udstikker fra en grøn væg, der er fyldt med billeder af borgerne, deres familier og de ansatte. I midten hænger sangteksten til ”Du er ikke alene” af Sebastian.

Vi fortsætter ud i et småt køkken, hvor pølserne hviler på det lave blus. Han viser mig et vaskerum, et kontor og et spillerum, før vi slutter på badeværelset. Her er slående almindeligt.

Rundturen og mit visit i lokalpsykiatrien er ovre. Men for udsatte borgere som Ali Ahmed er den fireværelses lejlighed på Jettesvej 11 et sted, der gav ham livet tilbage:

”Uden Jettesvej havde jeg været død for længst.”